Vedtægter for Støtteforening i Nørrebros Børnehave

§ 1 
Foreningen er en støtteforening, hvis formål er at yde praktisk, social og økonomisk støtte som børn i Nørrebros Børnehave vil få glæde af.

 

§ 2
Som medlemmer kan optages alle interesserede.

 

§ 3
1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i april måned.

3. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 3-7 medlemmer. I denne bestyrelse må maksimalt en være ansat i Nørrebros Børnehave. Passive medlemmer kan ikke vælges til bestyrelsen, ligesom der maksimalt kan være en repræsentant fra en husstand.

4. Bestyrelsen skal indkalde til ordinær generalforsamling med tre ugers varsel, vedlagt dagsorden.

5. En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

6. Dagorden for generalforsamling skal indeholde:

  1. Valg af dirigent.
  2. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab, herunder fastsættelse af kontingent.
  4. Indkomne forslag.
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmer vælges for to år af gangen. Såfremt der er færre end 7 personer, der ønsker at vælges til bestyrelsen, kan siddende bestyrelsesmedlemmer genvælges. Ca. halvdelen af bestyrelsen er på valg hvert år.
  6. Valg af to suppleanter. Vælges for et år
  7. Valg af to revisorer, samt en revisorsuppleant. Der vælges en ny revisor i ulige år og en ny revisor i lige år. Revisorsuppleant vælges for et år.
  8. Eventuelt.

7. Forslag der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må være indgivet skriftligt til bestyrelsen mindst 4 uger før generalforsamlingen afholdes.

8. Generalforsamlingens afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal. Skriftlig afstemning foretages, hvis dirigenten eller mindst et medlem ønsker det.

  1. Stemmeafgivelse skal ske ved personligt fremmøde og der afgives en stemme pr. medlemskab. Stemmeberettigede og valgbare, er kun medlemmer, som ikke er i restance med kontingentbetaling (senest 8 dage før generalforsamlingen).


§ 4
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når bestyrelsen finder anledning hertil og skal ske, når mindst 1/3 af foreningens medlemmer fremsætter skriftligt krav herom.

Ekstraordinær generalforsamling skal finde sted senest 14 dage efter begæringens modtagelse og indkaldes med mindst 7 dages varsel – bilagt dagsorden.
 

§ 5
Bestyrelsen leder foreningen under ansvar for generalforsamlingen og vælger af sin midte formand, næstformand, sekretær og kasserer. Hvert bestyrelsesmedlem har en stemme, dog er formandens stemme udslagsgivende ved stemmelighed.

Formanden indkalder til bestyrelsesmøde, når det findes påkrævet eller når et andet medlem af bestyrelsen anmoder herom.

Der udpeges et medlem i bestyrelsen af bestyrelsen til at være repræsentant for støtteforeningen i bestyrelsen for Nørrebros Børnehave.
 

§ 6
1. Kontingent fastsættes på den årlige generalforsamling efter indstilling for bestyrelsen.

2. Kontingent betales en gang årligt. Der kan betales forud for maksimalt fem år.

3. Kontingentet fastsættes ved udarbejdelsen af disse vedtægter til:

  1. Aktivt medlemskab: kr. 100,- pr. person årligt
  2. Passivt medlemskab: kr. 50,- pr. person årligt
  3. Husstandsmedlemsskab: kr. 150,- pr. år

4. Kassereren fører regnskab og betaler alle regninger.

5. Foreningens formue anvendes på Nørrebros Børnehave. Formuen må dog ikke være negativ.

6. Regnskabsåret går fra 1. januar til 31. december.
 

§ 7
Ændringer af disse vedtægter, herunder forslag om foreningens nedlæggelse, kan kun foretages på en ordinær generalforsamling når 2/3 af de tilstedeværende stemmer herfor. Dog skal indvarslingen indeholde meddelelse om, at der er vedtægtsændringer på dagsordenen.

 

§ 8
I tilfælde af foreningens nedlæggelse overgår formuen til Nørrebros Børnehave, Neergårdsvej 9, 4800 Nykøbing Falster.

Opløsning af foreningen kan kun ske på generalforsamlingen og kun med 2/3 flertal.

Disse vedtægter træder i kraft straks.

 

Nykøbing Falster den 18.05.2011
 

Sebastian Simonsen
Formand

 

Thomas Lund
Bestyrelsesmedlem
 

Lisa Bizarro
Bestyrelsesmedlem
 

Berta Jensen
Institutionsleder